|
01.10.2010: Sponfun
Sponfun på Platangården. Ikke just en nyhed, så jeg var derfor lidt overrasket over at se en fyldt café med masser af nye ansigter på trods af Alex Riel med flere på Stars dagen i forvejen og Daimi i Kirkeskoven samme aften.
Bandet var da også et stykke inde i andet nummer inden jeg vågnede op af min blaserthed og gav mig til at lytte. Jeg ved selvfølgelig godt, at Thomas Nielsen er en af landets bedste på en el-guitar, at Morten Huba og Henning Pold er en bund solid ”rytmegruppe” og at Søren kan komme ud over rampen med sine sange, men bandets image som ”danseband” eller ”underholdningsorkester” med et meget alsidigt cover-repertoire har indtil nu forhindret mig i at tage dem helt alvorligt. Det lavede aftenens koncert om på.
Det var stadig de gamle kendte numre, men i ny forklædning med super arrangementer, forrygende soli og en Søren Spondex, som her på hjemmebane, havde publikum i sin hule hånd. I mange år havde Søren svært ved at bestemme sig til om han skulle lyde som Poul Banks eller Kim Larsen. Denne aften gav han numre af begge de herrer, men nu som Søren Spondex.
Det var super, for det er han pokkers god til. Og hvad er der egentlig galt med at spille meget forskellig musik – skrevet af andre end en selv, men i egen fortolkning og høj kvalitet. Sponfun har til hver en tid flere selvkomponerede numre på repertoiret end Det kongelige Kapel, som også sætter en ære i at spille alt fra Straus til Vagn Holmbo. Jeg glæder mig til næste gang jeg får lejlighed til at høre disse fire kvalitetsspillemænd.
Tekst og foto: Mogens Skov
Klik på foto for større udgave |